Som en rejselysten flåde

Antal vers:


Forspil:



  1. Som en rejselysten flåde
    ankret op ved Jyllands bro
    under vejrs og vindes nåde
    ligger landet dybt i ro.
    Hårdt går hav mod bro og stavn,
    møder Danmarks stille navn.
    Hør, hvor blidt det klinger!
    Hvor vi stod, og hvor vi gik,
    kom dit navn, som sød musik,
    blødt på hvide vinger.
  2. Havombruset yngler landet.
    Tusind øer gik af havn,
    lod sig bære bort af vandet
    for at bære Danmarks navn.
    Muntert frem til livets dyst
    gennem mulm og strålelyst.
    Hil jer, vore skibe!
    Flaget blafrer rødt og hvidt.
    Her er Danmark, dit og mit,
    med sin kølvandsstribe.
  3. Hav og muld skal dansken pløje.
    Venner! Hvad vi fik for muld!
    Bølgelandets runde høje
    tavlet ud i grønt og guld.
    Lærken klatrer fra sin seng
    i den morgenvåde eng
    ad sin jakobsstige.
    Men de lyse nætters skær
    over stille bøgetræer
    åbner himmerige.
  4. Hør det! Husk det, alle danske!
    Klar og frodig er vor ånd.
    Sproget slutter som en handske
    om en fast og venlig hånd.
    Værn med vid, hvad hélt er vort!
    sig kun sandhed, jævnt og kort,
    gladest ved det milde.
    Danskens lov i strid og fred
    være ret og billighed,
    som kong Volmer ville.
  5. Vinterklart og sommerbroget,
    morgenmuntert, skumringssvøbt,
    ligefremt og latterkroget,
    smilbestrålet, tåredøbt.
    Det er Danmarks frie sprog,
    uden tryk af fremmed åg
    frejdigt Freja taler.
    Eget brød til egen dug,
    Danmarks hvede, Danmarks rug,
    Dybbøl mølle maler.
  6. Om din frihed vil vi værne,
    holde skjoldvagt om din fred,
    ofre dig en moden kerne
    fra din jord i tusind led.
    Indånd Nordens frie luft,
    stilhed, sød af blomsterduft,
    blæst, som søen salter,
    medens vi med trofast sind
    sætter al vor gerning ind,
    Danmark, på dit alter!