I skoven skulle være gilde

Antal vers:


Forspil:



  1. I skoven skulle være gilde
    alt hos den gamle ørn,
    som jo så gerne ville
    fornøje sine børn.
    Og alle fugle sjunge
    og røre deres tunge,
    så snart som lærken gi’r signal
    af næbbets futteral,
    så snart som lærken gi’r signal
    af næbbets futteral.
  2. At byde gæster mange
    den hane skulle gå,
    han havde ben så lange
    med krumme sporer på.
    Han råbte: “Kykliky!”
    tre gange i hver by,
    at byde alle fugle små
    til ørnens gilde så,
    at byde alle fugle små
    til ørnens gilde så.
  3. Den tømmermand, hr. spætte,
    han skulle bygge hus,
    og svalen taget tætte
    med skovens grønne mos.
    Og salen skulle pyntes,
    hvor gildet skulle stå,
    med røde sneglehuse
    og fine bolstre blå,
    med røde sneglehuse
    og fine bolstre blå.
  4. Og ravnen skulle også
    være deres præst,
    hans sorte kjole viste,
    at han var kaldet næst.
    Han var en højlærd Mand,
    klog over al forstand,
    han holdt den bedste prædiken,
    der hørtes i vort land,
    han holdt den bedste prædiken,
    der hørtes i vort land.
  5. Og stæren skulle også
    være deres degn,
    han kan så dejlig synge,
    skønt han er meget klejn.
    Hans sang den er en lyst,
    han har en dejlig røst,
    han er jo ren i mælet
    og dertil let for bryst,
    han er jo ren i mælet
    og dertil let for bryst.
  6. De havde og to spillemænd,
    og de var meget små,
    det var den lille nattergal
    og så den lærke grå.
    De spilled menuet,
    og det gik nok så net,
    til alle udi dansen
    var bleven ganske træt,
    til alle udi dansen
    var bleven ganske træt.
  7. Og uglen var til gilde,
    hun drak sig ganske fuld,
    om aftenen så silde
    hun faldt i græs omkuld.
    Hun råbte med stor klage:
    “I alle mine dage,
    ja alle mine dage
    stor nød jeg lide må,
    ja alle mine dage
    stor nød jeg lide må”.
  8. Og ørnen gik til hende
    og sagde: “Hør, min ven,
    når mener du, at du vel
    kan komme dig igen?”
    “O ve, o ve, o plage,
    jeg kan det godt forstå,
    at mine levedage,
    de er nu ganske få,
    at mine levedage,
    de er nu ganske få”.