I skoven skulle være gilde
alt hos den gamle ørn,
som jo så gerne ville
fornøje sine børn.
Og alle fugle sjunge
og røre deres tunge,
så snart som lærken gi’r signal
af næbbets futteral,
så snart som lærken gi’r signal
af næbbets futteral.
At byde gæster mange
den hane skulle gå,
han havde ben så lange
med krumme sporer på.
Han råbte: “Kykliky!”
tre gange i hver by,
at byde alle fugle små
til ørnens gilde så,
at byde alle fugle små
til ørnens gilde så.
Den tømmermand, hr. spætte,
han skulle bygge hus,
og svalen taget tætte
med skovens grønne mos.
Og salen skulle pyntes,
hvor gildet skulle stå,
med røde sneglehuse
og fine bolstre blå,
med røde sneglehuse
og fine bolstre blå.
Og ravnen skulle også
være deres præst,
hans sorte kjole viste,
at han var kaldet næst.
Han var en højlærd Mand,
klog over al forstand,
han holdt den bedste prædiken,
der hørtes i vort land,
han holdt den bedste prædiken,
der hørtes i vort land.
Og stæren skulle også
være deres degn,
han kan så dejlig synge,
skønt han er meget klejn.
Hans sang den er en lyst,
han har en dejlig røst,
han er jo ren i mælet
og dertil let for bryst,
han er jo ren i mælet
og dertil let for bryst.
De havde og to spillemænd,
og de var meget små,
det var den lille nattergal
og så den lærke grå.
De spilled menuet,
og det gik nok så net,
til alle udi dansen
var bleven ganske træt,
til alle udi dansen
var bleven ganske træt.
Og uglen var til gilde,
hun drak sig ganske fuld,
om aftenen så silde
hun faldt i græs omkuld.
Hun råbte med stor klage:
“I alle mine dage,
ja alle mine dage
stor nød jeg lide må,
ja alle mine dage
stor nød jeg lide må”.
Og ørnen gik til hende
og sagde: “Hør, min ven,
når mener du, at du vel
kan komme dig igen?”
“O ve, o ve, o plage,
jeg kan det godt forstå,
at mine levedage,
de er nu ganske få,
at mine levedage,
de er nu ganske få”.
