Afspilning

Musikken fra sangbasen.dk kan afspilles direkte fra en computer, tablet eller smartphone, men ofte vil det være ønskeligt at afspille akkompagnementerne over et musikanlæg. Dette kan gøres enten via kabel mellem din enhed og musikanlægget eller trådløst via Bluetooth eller WiFi.

Som udgangspunkt er en kablet forbindelse det mest stabile og uden forringelse af lydkvaliteten, Computere og tablets har som oftest en minijack-udgang, som kan føres direkte over i et musikanlæg. Smartphones kan kobles til visse musikanlæg gennem ladestikket og dermed både lade og afspille lyd på samme tid.

Hvis du ønsker at afspille trådløst til et musikanlæg anbefales det at benytte sig af Bluetooth-teknologien, men begge teknologier har deres fordele og ulemper. En WiFi-baseret forbindelse kan f.eks. være Apple Airplay eller Chromecast Audio.

  • Fordelen ved WiFi er at rækkevidden er ofte er væsentligt længere end Bluetooth. Ulempen er at der kan være stor forsikelse på lyden. Det har ingen betydning for lydkvaliteten, men det betyder at de informationer du får fra afspilleren på sangbasen.dk om versnummer og forspillets varighed ikke er synkront med lyden. Vær i øvrigt opmærksom på at Bluetooth kan forstyrre afspilningen via WiFi, og det kan i så fald være nødvendigt at slå Bluetooth fra på din enhed.
  • Fordelen ved Bluetooth er at det er en udbredt og nem teknologi. Ulempen er kort rækkevidde og at lydkvaliteten ofte er en smule forringet medmindre man benytter det nye aptX codec.

FAQ

Ved afspilning fra iPhone skal lyd være slået til og telefonen må ikke gå i dvale.

Apple tillader som udgangspunkt ikke at lyd afspilles når iPhone er i dvaletilstand. Sørg derfor for at telefonen er aktiv under afspilningen enten ved at sætte en passende tid inden telefonen går i dvale eller ved jævnligt at berøre skærmen undervejs.

For at indstille tiden for hvornår iPhone går i dvale: Gå til Indstillinger > Skærm & Lysstyrke > Automatisk lås og vælg eksempelvis Aldrig.

Ved afspilning over WiFi fra iPhone kan Bluetooth gøre at lyden hakker. Slå derfor Bluetooth fra på din iPhone og genindlæs sangbasen.dk og det nummer du ønsker at afspille.

Ved afspilning via WiFi og Bluetooth kan der være en del forsinkelse, som gør at teksten, der viser versnummeret og fortæller hvor mange sekunder, der er tilbage af forspillet, ikke vises synkront med musikken.